Sdr. Rind vil også have et lokalråd

Af Henning Just
hust@bergske.dk


70 deltog i borgermøde om et kommende lokalråd for Sdr. Rind og Rindsholm


23. Juni 2007 

SDR. RIND: Et lokalråd for Sdr. Rind og Rindsholm bliver formentlig en realitet senere på året. Det tyder alt på, efter at omkring 70 borgere mødte op, da områdets foreninger havde inviteret til møde.

- Vi er rigtig godt tilfredse med det store fremmøde på en lun sommeraften. Og vi er især glade for, at mange andre end de i forvejen engagerede borgere deltog, siger Anette Ærboe, der er kasserer i Sdr. Rind Borgerforening.

På mødet var der bred tilslutning til, at en gruppe sætter sig ned og udarbejder et sæt vedtægter for et lokalråd, som både får til opgave at være talerør for området over for kommunen og samtidig skal have en koordinerende rolle for aktiviteter og arrangementer i de to små bysamfund.

- Og gruppen kommer ikke til at mangle arbejdsopgaver til et lokalråd, vurderer Anette Ærboe.

Meget af snakken på mødet handled om trafiksikkerhed - især for de yngste. Børn fra 4. klasse skal enten betale for at køre med bussen eller selv cykle de seks kilometer til Møllehøjskolen fra Sdr. Rind, og det er ikke sikkert på den smalle men ret trafikerede vej.

- Derfor er det et stort ønske, at der kommer cykelstier både fra Rindsholm og Sdr. Rind til skolen i Bruunshåb. I en tid, hvor vi snakker meget om, at børn og voksne bliver for fede, må man da gøre alt for at fremme motion og sunde vaner, siger Anette Ærboe.

Forud for mødet havde arrangørerne bedt 20 familier fra området om med et énganskamera at skildre, hvad de synes er værdifuldt i Sdr. Rind og Rindsholm. Og resultatet af de 20 familiers anstrengelser blev vist frem ved en fotoudstilling, som vakte stor interesse på mødet.

Interessen for at deltage i borgermødeet i Sdr. Rind var stor - selv om vejret mere indbød til en aften på terrassen. Privatfoto.