| Viborg Folkeblad
24. Marts 2006
TJELE: Alle har ret til at blive hørt. Det slog formand for det
kommende demokrati- og borgerudvalg Mette Nielsen (S) fast på et
borgermøde om landdistrikternes fremtid i Kvorning onsdag aften.
Udmeldingen kom som en reaktion på en opfordring fra salen til, at de
to sidste af de nuværende kommuner, Karup og Viborg, også opretter
landsbyråd, som det er gjort i Møldrup, Tjele, Bjerringbro og Fjends.
Begrundelsen lød, at det kunne give ens struktur og et stærkere talerør
til den almindelige borger.
Selv om Mette Nielsen er begejstret for landsbyrådenes arbejde, så hun
dog ikke uden bekymringer på dét synspunkt. Hun mener nemlig ikke, at
landsbyråd eller lignende organisationer skal være en nødvendighed
for at få kontakt til det politiske system.
- Vi skal passe på, at vi ikke gør landsbyrådene til minibyråd. De
har jo valgt sig selv, så det vil ikke være at gøre demokratiet en
tjeneste, mener hun.
Hun har selv været medlem af landsbyrådet i Møldrup Kommune, hvor der
blev holdt møde hver anden måned. Derigennem oplevede hun, at
spontaniteten nogle gange kan forsvinde i venten på næste behandling.
- Hvis man får en idé dagen efter et møde, så er det altså lang tid
at gå og vente på næste møde, forklarede hun.
Hendes opgave bliver derfor at arbejde for, at alle kan få deres ideer
hørt - uanset om man er medlem af et landsbyråd, fastslog hun.
mette
|