Rødding


Landsbyen i dag

Der bor ca. 670 borgere i Rødding. Folketallet er de seneste 10 år steget moderat. Der er hovedsageligt ejerboliger i byen, men for nylig er der opført 18 lejeboliger af et boligselskab. Desuden er der fremskredne planer om en andelsboligforening i den nordlige del af byen. Kun enkelte huse står tomme i byen, og det er nemt at sælge huse. Der er ledige grunde syd og vest for byen, og flere udstykninger er på vej både mod vest, og derudover en mindre udstykning mod sydøst. Der har været stor tilflytning af primært børnefamilier. Tidligere flyttede ældre borgere fra byen, når de var ”modne” til ældrebolig, men de nye udlejningsboliger på Kildevænget har åbnet mulighed for at nogle bliver i byen.

Rødding forsmlingshus

Der er Brugs i Rødding og den har for nyligt udvidet butikken. Derudover er der andelskasse, barber. solcenter og sakralterapeut. Tankstation og kiosk er lukket indenfor det sidste år, og byens frisør er lige lukket i foråret 2005. På erhvervssiden er der bl.a. flere forskellige håndværksvirksomheder, vognmænd og automekanikere. I oplandet er desuden en stor svinefarm, entreprenør og kloakmester, dambrug med put&take, to grusgrave, en softwarevirksomhed samt maskinfabrikken Daltek, der producerer ståltrapper, fodertrug mm.

I byen er skole (0.-9.klasse), børnehave og derudover flere dagplejere. På skolen er der endvidere bibliotek. Rødding serviceres af linie 64, der kører til Viborg. På hverdage er der timedrift, dog færre afgange om aftenen. Sidste afgang fra Viborg er omkring 22-tiden.
 
Mødestederne i byen er forsamlingshus, kirken og skolen. Der er Borgerforening, Idrætsforening (svømning, tennis, fodbold, håndbold, stavgang m.m.), Forsamlingshus, Vandværk, Antenneforening, Pensionistforening, Folkedanserne, De Danseglade og  6 grundejerforeningerne i Rødding.

Rødding ny sø

Foreningerne arrangerer Sommerfest, fællesspisning, efterårsfest og torvedag mv. Der er god og stigende tilslutning til disse arrangementer. Idrætsforeningen går også godt og har mange tilbud.

Den nydannede Rødding Sø og det varierede landskab er en klar kvalitet i byen. Foreningslivet, idrætsforeningen og skolen er med til at skabe fællesskab og sammenhold og er et stort plus for byen. Endelig ses det som en kvalitet, at det er en relativ stille by uden ballade.

Problemstillinger

I det følgende er opstillet en række problemstillinger, som er rejst af byens borgere i forhold til byens fremtidige udvikling:

  • Der mangler en separat, dobbeltrettet cykelsti til Viborg. Mange vil gerne cykle, men tør ikke!
  • Byen mangler en rigtig hal.
  • Adgangen til landskabet omkring byen bør forbedres. Især den bynære skov som næsten er lukket land.
  • Sammenlægningen med Viborg ses klart som en fordel. Dog er der bekymring for om serviceniveauet med bl.a. pasningsgaranti kan opretholdes.
  • Det er vigtigt at skolen bevares med overbygning, men ellers ses ingen umiddelbare trusler ift. indtrædning i den nye storkommune.
  • Der er problemer med at få nye aktive (ledere) i foreningerne.
  • Området ved Brugsen ser træls ud, og der er bekymring for hvad der skal ske med tankstationen – den risikerer at blive en grim velkomst til byen, hvis den forfalder.

Landsbyens fremtid

Mål

  • Rødding skal præges af en behersket vækst, som kan sikre skolen og brugsen. Men væksten må heller ikke blive så voldsom, så byen ophører med at være landsby.
  • Erhvervsudviklingen bør primært bestå af de små håndværksvirksomheder som i dag – intet ønske om større erhvervsudvikling
  • De store naturkvaliteter kan udnyttes bedre. Der bør skabes bedre adgang.

Projektforslag

  • Et løft af området omkring søen er allerede på tegnebrættet.
  • Separat dobbeltrettet cykelsti til Viborg.
  • Hal ved skole/sportsplads.
  • Fællesskabet og samarbejdet mellem foreningerne skal styrkes yderligere. Der skal være mere aktivitet i foreningerne, nye typer arrangementer. Arrangementer der er åbne (gratis) for alle, så flere kan inddrages i foreningslivet.
  • Kommunen bør etablere cykelsti og gå ind i arbejdet for bedre stier til naturen.
  • Behov for kommunale ungdomsaktiviteter.
  • Byen er i gang med projekt kulturhus (Røddinghusgruppen).

Fakta om landsbyen

Indbyggertal Ca. 670 indbyggere i Rødding by. Indbyggertallet i Rødding er i løbet af de sidste 10 år steget med ca. 35 borgere.
Boliger

Primært ejerboliger i byen. For nyligt er opført 18 lejeboliger (boligselskab). Fremskredne planer om andelsboligbyggeri i den nordlige del af byen. Der er ledige byggegrunde syd/vest for byen og flere udstykninger er på vej.

Erhverv Elektriker, 3 tømrer, 3 automekanikere, 3 vognmænd, blikkenslager, entreprenør og maskinstation. I byens opland er desuden stor svinefarm, entreprenør/kloakmester, dambrug med put & take sø, to grusgrave, softwarevirksomhed, maskinfabrikken Daltek.   
Butikker Brugs, Andelskasse, Barber, Solcenter og sakralterapeut. Byens frisør og tankstation/kiosk er lukket i foråret 2005.
Skole Rødding Skole (0.-10. klasse). Der er bibliotek på skolen.
Børnepasning Børnehave og flere dagplejere i byen.
Kollektiv trafik Busrute (nr. 64) til/fra Viborg kører i timedrift på hverdage (færre afgange om aftenen). Sidste afgang fra Viborg ca. kl. 22.   
Foreninger Borgerforening, Idrætsforening (svømning, tennis, fodbold, håndbold, stavgang mm.), Forsamlingshus, Vandværksforening, Antenneforening, Pensionistforening, Folkedanserforening, "De danseglade" og 6 grundejerforeninger.
Mødesteder Forsamlingshus, Kirken og Skolen.
Øvrigt Se referat fra landsbymøde - Landsbymoede_Roedding_140305.doc (57 KB).